Kamma

Den 26-årige singer-songwriter Signe Rønsov bag Kamma har gennem sin drømmende musik fundet et helt særligt følelsesmæssigt rum. Et rum, hvor hun kan fortælle om sine inderste usikkerheder og frustrationer og sætte dem fri gennem stærke, forløsende omkvæd. 

Kammas stilsikre pop indkapsler opmærksomme betragtninger om verdenen omkring hende og refleksioner over de tanker, der fylder inde i hende selv. Der gemmer sig både sorg, tvivl, forelskelse og eufori – følelser, der er en del af Kammas indre søgen efter styrke og ro. 

I Kammas musik fletter det smukke og romantiske fingre med det dystre og smertefulde, og de fyldige popproduktioner bliver ligeledes en smuk kombination af det lette og det tunge; Kammas elegante, rene stemme over dybe, knivskarpe instrumentale teksturer, der afslører hendes kærlighed til rockens æstetik. En kærlighed, der er spiret i samarbejde med Sune Rose Wagner (Psyched Up Janis og The Raveonettes), der har været med til at producere Kammas debut-ep. 

Kammas sange har bragt hende omtale i store danske medier som Gaffa, Bands of Tomorrow, Soundvenue, Alt for Damerne og ikke mindst givet hende airplay på P6 Beat og på P4.